Anmeldt af Marie Särs Andersen
Indledningsvis forklarer forfatteren Karsten Gjessing Jensen (KGJ), speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri, ph.d. og lektor ved Institut for Psykologi, Københavns Universitet, at sygdom er en kompleks kombination af biologiske, psykologiske og sociale faktorer. Denne kompleksitet er grunden til, at en psykiatrisk udredning kan tage lang tid, hvilket kan være svært, når man som forælder er utålmodig efter at få svar og få hjælp til barnet.
Når der er mistanke om psykisk lidelse, er der brug for en samlet indsats, som involverer både skolen, hjemmet og psykiatrien. Psykiatriens rolle er først og fremmest at beskrive barnets udfordringer og skitsere, hvilken hjælp der er brug for! Det største arbejde skal lægges i skolen og i hjemmet. Men før man overhovedet involverer psykiatrien, bør andre muligheder være udtømt. Dvs. at man ved bekymring bør indlede en dialog med skole og Psykologisk Pædagogisk Rådgivning (PPR).
PPR’s opgave er at hjælpe børn, der har det svært i skolen. De vil ofte indgå i dialog med barnets lærere og familie og kan også i mange tilfælde hjælpe børn med lettere angst eller depression. Hvis indsatsen ikke er tilstrækkelig, vil det typisk være PPR, der sammen med lærere og forældre henviser til Børne- og ungdomspsykiatrien BUP.
Egen læge eller socialforvaltningen (hvis familien af andre årsager er i kontakt med denne) kan også henvise til udredning. Henvisningen havner i den regionale centralvisitation, som vurderer om barnet skal afvises, henvises til ambulant udredning, eller hvis situationen er mere kompleks, døgn- eller dagindlægges eller have anden form for hjælp i psykiatrien.
Udrednings- og behandlingsretten (UBR) skal sikre, at børn og unge udredes inden for en bestemt tidsramme. Det kan dog ikke altid lade sig gøre fx hvis problemstillingen er meget kompleks.
Selve udredningen består af en meget grundig undersøgelse af, hvorfor barnet mistrives. Den kan foregå ambulant, hvor man møder forskellige dage til samtaler, tests og undersøgelser. Det er en god idé at forberede sig grundigt til møderne og fx medbringe en liste med barnets problemer, styrker og strategier, en tidslinje med de vigtigste hændelser i barnets liv, et stamtræ med familiesituationen (så man ikke skal forklare forfra hver gang), barnets bog osv.
Det er også en god idé at forberede barnet på det, der skal ske, og fortælle, at alle kan have det svært i perioder, og at nogle har brug for hjælp til at komme igennem det svære. Samtidig bør man være opmærksom på, at børns forventninger er en spejling af forældrenes forventninger, og hvis man vil sikre, at barnet opnår det bedste forløb, må man forsøge at lægge låg på egne følelser, fx hvis man har dårlige oplevelser med hospitalsvæsenet eller psykiatrien.
Udredningsforløbet starter med en indledende samtale for at få overblik over de vigtigste problemer og beskrive barnets funktionsniveau, symptomer og sværhedsgrad, fysiske tilstand og situationen i hjemmet. Vurderer man herefter, at det er hensigtsmæssigt at starte et forløb op, vil der blive lagt en undersøgelses- og behandlingsplan, som kan omfatte diverse samtaler (med barnet/forældrene/familien), interviews, psykologiske undersøgelser, computertests og lægeundersøgelse, der har til formål at undersøge, om barnets problemer er forårsaget af somatisk (fysisk) sygdom. Fx kan nedsat stofskifte udløse depression, ligesom kronisk fysisk sygdom i sig selv kan udløse angst eller depression.
Udredningsforløbet fører frem til en klinisk konference, hvor der stilles en eller flere diagnoser og lægges en plan for fortsat behandling og herunder samarbejde med skole og kommune.
De fleste forældre forventer nu, at der baseret på den stillede diagnose gives en behandling, men det sker slet ikke i alle tilfælde. Samtidig er det en misforståelse, skriver KGJ, hvis man har det indtryk, at barnet bliver ’fikset’ af psykologerne og lægerne. Behandlingen udføres ikke af forældrene, men foregår med deres støtte eller ligefrem igennem dem. Behandling er således et meget vidt begreb, som får indflydelse på familiens måde at tænke, føle og handle på, og som ikke er begrænset til terapi og medicin. Hovedparten af behandlingen foregår i hjemmet og i skolen, mens psykiatrien kun varetager eventuel medicinsk behandling – eller terapiforløb, men som KGJ skriver i en sørgelig parentes: Ressourcerne til dette varierer meget.
(Der er ikke noget at sige til, at mange forældre er dybt frustrerede i de tilfælde, hvor der ikke er ressourcer til at tilbyde terapi, og hvor det kan være svært at koordinere samarbejdet med skolen, så parterne ikke modarbejder hinanden til skade for barnet. Der er heller ikke noget at sige til, at det kan være overvældende for skolerne og de enkelte lærere at finde ressourcer til at involvere sig i det kæmpe arbejde og store ansvar det er at sætte sig ind i samt bakke op omkring et barn med psykiske vanskeligheder eller diagnoser, red.).
KGJ kommer kort ind på forældrerollen og nævner bl.a., at forældre til børn med psykiske vanskeligheder kan søge hjælp hos kommunen eller få en henvisning til psykolog via deres læge. Har forældrene selv en psykiatrisk diagnose, bør de være særligt opmærksomme på, hvordan deres og barnets vanskeligheder gensidigt påvirker hinanden.
I dag er mange forældre skilt, hvilket kan være en kilde til uro for børnene, dog lærer de fleste børn at navigere i situationen. Langt værre er det, hvis forældrene er uenige om, hvordan børnene skal håndteres og opdrages. Ofte vil forældre også have meget forskelligt syn på psykiatrien og fx på om barnet skal medicineres. Ud over at skade barnet og behandlingen fører dette ofte til, at barnet vælger side i konflikten og skubber den anden forælder fra sig.
Hvis forældrene ikke kan finde fælles regler og rutiner, er det bedst, at de accepterer hinandens forskelligheder. Det er lettere for barnet at håndtere tydeliggjorte forskelle, fremfor at der foregår en skjult krig mellem forældrene, som medfører, at barnet mistrives yderligere.
Forældre kan også have meget forskelligt syn på, hvor meget barnet skal skubbes, og hvor meget det skal skånes. Det vil dog ofte være gavnligt at gå lige til smertegrænsen – som når man rådes til at bruge et dårligt knæ, men ikke så meget at det gør ondt.
Bogen indeholder desuden en kort gennemgang af de forskellige psykiatriske diagnoser, en gennemgang af forskellige terapiformer, kort om medicinsk behandling, en længere ordliste samt en litteraturliste med anbefalede bøger.
Det børne- og ungdomspsykiatriske forløb er en virkelig kærkommen bog, som ikke er udkommet en dag for tidligt. Den vil helt sikkert bidrage til at gøre det lettere for familierne at navigere i systemet eller i det mindste forstå, hvad der sker, når de bliver henvist fra instans til instans, lige som den vil bidrage til at gøre det tydeligere, hvilken hjælp familien kan forvente.
Der vil formodentlig være mange psykisk nedslidte familier, som ikke har overskud til at læse bogen for slet ikke at tale om overskud til systematisk at samle og nedskrive informationer og sætte sig ind i lovgivningen (sådan som KGJ foreslår, hvis man har brug for støtte fra kommunen). Nogle af disse familier kunne måske med fordel alliere sig med en nærtstående person i omgangskredsen med overskud til at læse bogen og støtte familien. En anden mulighed kunne være støtte fra en af Angstforeningens pårørendegrupper, som findes i landets større byer – og oprettes, hvor der er efterspørgsel nok.
Det børne- og ungdomspsykiatriske forløb - en guide til forældre
Af Karsten Gjessing Jensen
Frydenlund 2020
ISBN 9788772162294
128 sider
Vejledende pris kr. 249
