Pia Callesen har gjort det igen. Hun har med smittende begejstring, i samarbejde med journalist og forfatter Anne Mette Futtrup, skrevet endnu en bog om metakognitiv terapi - i denne omgang med fokus på angst.

Bogen er en mindre revolution. Pia Callesen indleder med at gøre op med den kognitive adfærdsterapi (KAT), som hun i flere år – bl.a. i den periode, hvor hun var formand for Angst & StressForeningen – studerede, praktiserede og underviste i. Hun skriver på baggrund af forskningsresultater, at vi i flere år har tilbudt mennesker med angst en mindre hensigtsmæssig behandling og henviser til et stort studie publiceret i 2018, som sammenlignede KAT med metakognitiv terapi. Studiet viste, at kun 38 procent var symptomfri to år efter et forløb med KAT, mens 65 % var symptomfri to år efter et forløb med metakognitiv terapi. Lignende resultater gælder for både OCD og PTSD.

Men hvad er så forskellen på de to terapiformer, og hvorfor skulle KAT være ”mindre hensigtsmæssig”? Pia Callesen forklarer, at KAT tager udgangspunkt i overbevisningen om, at det menneskelige nervesystem skal reguleres gennem arbejde med omstrukturering af tanker og med adfærdseksponering. Da hun arbejdede kognitivt, talte hun derfor med klienten om den aktuelle situation, som skabte angsten. Hun hjalp med at se frygten i øjnene, bearbejde indholdet af negative følelser og tanker, realitetsteste katastrofetankerne og foretage adfærdseksperimenter. Nu viser ny forskning, at sindet regulerer sig selv på samme måde, som rifter og hudafskrabninger heler igen, når huden får ro og ikke bliver pillet unødigt ved. Det betyder, at jo mere tid vi bruger på at håndtere ubehagelige tanker og følelser, desto værre får vi det.

Mange vil muligvis blive glædeligt overraskede over, at man ifølge forskningen på området ikke bare kan tilskrive angst en medfødt sårbarhed: Det at bekymre sig er slet ikke en del af et menneskes personlighed, det er bare en dårlig vane eller strategi! Man er altså ikke født med tendensen til at bekymre sig eller med bekymring som et karaktertræk, man udvikler eller overtager snarere dårlige tænkevaner efter sine forældre. Men som med alle andre dårlige vaner kan de dårlige tænkevaner aflæres og erstattes med mere hensigtsmæssige vaner. Det er i princippet meget enkelt, men som Pia Callesen skriver, kan det godt tage nogen tid og en aktiv indsats at ændre vaner. Metoden er i øvrigt stort set den samme, uanset om der er tale om helbredsangst, socialangst, OCD, panikangst, PTSD, generaliseret angst eller præstationsangst; angsten udspringer af en alt for omfattende håndtering af tanker, følelser og kropslige fornemmelser, og det handler derfor i alle tilfælde om at reducere den tid, der bruges på bekymringer.

Når mennesker med angst har så svært ved at holde op med at bekymre sig, skyldes det, at de ifølge forskning i meget høj grad har tre enslydende metakognitive (overordnede) overbevisninger, der forklarer, hvorfor de bruger uhensigtsmæssigt meget tid på at bekymre sig, analysere tanker og følelser og mærke efter: De tror ikke, at de er i stand til at styre deres tanker, de tror, at deres tanker er farlige for deres helbred, hvilket gør, at de bekymrer sig om at bekymre sig, og de mener, at det er nyttigt at bekymre sig og være på forkant med enhver situation. Terapien går derfor indledningsvist ud på at udfordre disse metakognitive overbevisninger om det at bekymre sig, så de ikke længere er en hindring for at kunne stoppe bekymringerne.

Selve bekymringerne udspringer af negative triggertanker. Triggertanker starter ofte med ”Hvad-nu-hvis…” og er flygtige tanker, som vi alle har, og som kan trigge (udløse) en lang række bekymringer, hvis vi vælger at gribe fat i dem og give dem opmærksomhed. Hvis vi derimod lader triggertankerne være og flytter vores opmærksomhed hen på noget andet, vi har lyst til at beskæftige os med, vil de lige så stille passere forbi af sig selv. Man behøver ikke tage telefonen hver gang den ringer!

Triggertankerne i sig selv skaber altså ikke angst, det gør vores langvarige håndtering af dem eller vores forsøg på at undertrykke dem. En vigtig del af terapien går derfor ud på at lære at rette fokus ud mod livet og lade triggertankerne passe sig selv (afkoblet opmærksomhed). I bogen illustreres dette bl.a. med en øvelse, som Pia Callesen bruger med sine klienter. Hun skriver deres forskellige triggertanker ned på små papirlapper, som trilles til kugler og kastes efter klienten, som skal prøve at undgå at blive ramt. Herefter gentages øvelsen, men nu skal klienten ikke foretage sig noget, men bare sidde og lade kuglerne ramme og trille ned. Alle kan se pointen. Det er meget mere anstrengende at kæmpe imod papirkuglerne, end det er at blive ramt flygtigt af dem. I en anden øvelse skriver Pia Callsen klientens triggertanke med en tusch på en rude for at demonstrere, at man kan vælge at fokusere på triggertanken, eller man kan kigge forbi den og ud i verden.

Bogen er fyldt med andre eksempler på små øvelser, der bruges i klinikken, eller som læseren opfordres til selv at afprøve for at forstå metoderne. Casehistorier bidrager til at gøre stoffet endnu mere spændende, og gentagelser sikrer, at læseren forstår budskabet. Som en lille detalje kan nævnes, at bogen også er lidt lækker. Den er trykt på tykt, mat papir, og grønne sider markerer bl.a. overgangen mellem de forskellige kapitler eller sammenfatninger af vigtige pointer.

Jeg kan simpelthen ikke opfordre nok til, at man læser denne bog og gør det med et åbent sind. Metoderne synes på en gang for enkle til at være sande og umulige at gennemføre, men når man først har forstået budskabet og erkender, at man skal gøre en indsats for at ændre gamle vanemønstre, vil man formodentlig få en ahaoplevelse. Og når bogen er læst, skal man lægge den fra sig, som Pia Callesen selv opfordrer til. Den skal kun ligge fremme, mens man sætter sig ind i metoderne. Den skal ikke bruges som støttehjul for at afhjælpe ubehag og tvivl, hver gang triggertanker og angstsymptomer viser sig. ”Du kan godt selv!”

KAT versus META
Da KAT (kognitiv adfærdsterapi) tager udgangspunkt i overbevisningen om, at det menneskelige nervesystem skal reguleres gennem arbejde med omstrukturering og adfærdseksponering, mens metakognitiv terapi tager udgangspunkt i overbevisningen om, at sindet regulerer sig selv, bør man ifølge Pia Callesen ikke blande de to metoder sammen. Det kan i bedste fald blive noget rod, og i værste fald vil metoderne udligne hinanden. Metakognitiv terapi virker bedst i den rene udgave

Her finder du en metakognitiv terapeut:
mct-institute.dk/registrerede-mct-terapeuter.aspx

Anmeldt af Marie Särs Andersen

GRIB LIVET SLIP ANGSTEN
Overvind ængstelighed og bekymringer med metakognitiv terapi
af Pia Callesen i samarbejde med Anne Mette Futtrup
Politikens Forlag, 1. udgave, 1. oplag, 2019
ISBN 978-87-400-4788-2
248 sider