Katrine Køhler er skuespiller, model, smykkedesigner og tour-manager for sin mand, standupkomikeren Simon Talbot. Og nu kan hun også føje titlen ambassadør for Angst & StressForeningen til sit cv. Katrine har nemlig selv haft angst og ved derfor, hvor vigtigt det er at være åben omkring angsten og bede om den støtte, man har brug for fra familie og venner.

Marie Särs Andersen, daglig leder i Angst & StressForeningen, har talt med Katrine om angsten og om at forfølge sine drømme, også når modet næsten svigter.

Har du lyst til at fortælle lidt om din baggrund og opvækst?
Ja, jeg er oprindelig Fynbo og er vokset op i en kernefamilie med min mor, far og lillesøster i bydelen Korup i Odense. Jeg har altid været den lidt forsigtige type, og allerede i børnehaven sagde pædagogerne til mine forældre, at de skulle lade være med at sige til mig, at jeg skulle passe på.

Allerede da jeg var helt ung, var jeg rigtig glad for at spille teater og spillede en del amatørteater i Odense. Jeg vidste, at hvis jeg skulle fortsætte i den retning, var jeg nødt til at tage til København, hvor mulighederne var. Det var lettere sagt end gjort, for jeg havde fået angst, mens jeg gik i gymnasiet. Jeg var derfor meget nervøs for at skulle forlade trygheden i Odense. Men jeg ville ikke opgive drømmen om at blive skuespiller, og heldigvis var eventyrlysten stærkere end usikkerheden. Det hjalp også, at jeg arbejdede som model i Odense for et online tøjfirma, der også skulle flytte til København, så jeg på den måde havde et netværk med mig.

Kan du sige lidt om, hvornår og hvordan din angst begyndte?
Jeg har altid været usikker og nervøs og ikke turdet ting, når det føltes ubehageligt. Da jeg fik mit første angstanfald, troede jeg, at jeg skulle besvime. Det skete i en periode, hvor jeg følte mig meget stresset og ikke kunne spise morgenmad. Det var selvfølgelig heller ikke så smart. Jeg havde meget travlt en morgen og stod op i en propfuld bus på vej til gymnasiet, Mulernes Legatskole. (Jeg må lige have bekræftet, at Mulernes Legatskole virkelig er gymnasiets rigtige navn. Katrine synes selv, det er sjovt, og griner lidt, før hun fortsætter med at fortælle). Pludselig sortnede det for mine øjne. Jeg fik koldsved, hyperventilerede og rystede. Min første tanke var: ”Ej, jeg besvimer”. Der var ingen steder, jeg kunne komme til at sætte mig ned. Det hele var meget grænseoverskridende. Jeg var flov og pinlig berørt over mig selv. Heldigvis var der pludselig en, der skulle ud. Jeg skyndte mig hen på den tomme plads og satte mig ned og trak vejret dybt, mens jeg tænkte, at der var noget galt. ”Det skal ikke være sådan her”.

Bagefter gik jeg hjem og googlede det, og så talte jeg med min mor. Vi var enige om, at det var angst.

Hvad skete der efter dit første møde med angsten?
Jeg oplevede ikke flere anfald umiddelbart efter. Først da jeg var på vej i et fly til Rom sammen med min søster og mine forældre og bedsteforældre fik jeg et angstanfald igen. Men det føltes anderledes end det i bussen. Jeg begyndte at hyperventilere, fik koldsved og græd. Det var, som om kroppen forsøgte at slippe væk, men fordi hjernen vidste, at jeg hverken kunne kæmpe eller flygte nogen steder hen, så oplevede jeg, at kroppen ’frøs’ i stedet for.

Meget af min angst har senere været forbundet med transportmidler, hvor jeg har følt mig lukket inde og ikke kan komme ud. Jeg begyndte fx at undgå at tage på ferier, hvis det indebar, at jeg skulle flyve, for hvis jeg skulle flyve, tænkte jeg på det flere måneder inden. Og jeg kunne få et angstanfald bare af at tænke på det.

På et tidspunkt kendte jeg en, som gav mig noget hash, jeg lige skulle prøve. Det var en rigtig dårlig idé. Jeg fik et angstanfald, som jeg ikke kunne slippe ud af. Jeg mistede totalt kontrollen, indtil jeg kunne mærke, at jeg ikke var påvirket længere. Episoden gjorde, at jeg ikke længere kunne tage i byen og blive lidt ’tipsy’ af alkohol. Det gav mig nemlig følelsen af ikke at have kontrol, og det duede slet ikke.

Jeg turde ikke fortælle nogen om oplevelsen, fordi jeg syntes, det var så pinligt. Men det var rigtig svært, for mine venner kunne ikke forstå, hvorfor jeg ikke lige skulle have en lille en, når vi var i byen. Nogle gange var jeg nødt til at lade som om, jeg drak lidt.

Hvordan reagerede dine omgivelser på din angst?
Min mor har været meget forstående. Jeg har altid talt meget med hende om mange ting, og vi har også kunnet tale sammen om angsten. Hun kender selv til flyskræk, men det var jeg ikke klar over som barn. Det er først nu i bakspejlet, jeg kan forstå, hvorfor min mor altid blev helt stille, når vi skulle flyve, mens det var min far, der stod for underholdningen.

I starten var det svært at tale med andre end min mor om angsten. Man kommer til at føle sig svag, og jeg var bange for, at folk skulle sige, at jeg bare skulle tage mig sammen. Men det ændrede sig, da jeg mødte min mand. Han er selv så følsom og god til at lytte og gå dybt og analysere. Han er klog på mennesker. Så ham åbnede jeg mig op for. Det medførte, at det blev lettere for mig at tale med andre også.

På et tidspunkt startede jeg så på et smykkestudium på Københavns Erhvervsakademi, og her fik jeg nogle rigtig gode og tætte veninder. De havde selv oplevet stress og angst, og det var en stor hjælp, at vi kunne spejle os i hinanden og støtte hinanden.

Jeg har kun oplevet, at folk har været gode støtter, når de har kendt til min angst. Der er aldrig nogen, der har sagt noget negativt, højst nogle, som ikke helt har kunnet forstå det, eller som måske ikke har vidst, hvad de skulle sige.

Har du fået nogen form for professionel hjælp?
Ja, jeg har været i hypnoterapi. Det var en blanding af samtalecoaching og hypnose med nogle elementer af kognitiv adfærdsterapi, og det har hjulpet. Jeg har også prøvet TFT eller tankefeltterapi, hvor man banker sig selv let på forskellige punkter. Det var en blandet oplevelse. Jeg kan forstå det i forhold til, at man flytter fokus, og jeg tror det hjalp mig lidt at bruge det i flyet.

På et tidspunkt arbejdede både Simon og jeg i LA, og det betød mange flyrejser. Jeg ville ikke lade mig begrænse af, at jeg ikke turde gå ind i et fly, så jeg gik til lægen og fik nogle beroligende piller. Jeg tog en halv pille, en time inden vi skulle flyve, så tog jeg en halv pille efter et stykke tid på flyet, og en halv mere, når virkningen af de første halve var ved at gå væk osv. Jeg kunne gå helt i panik, hvis jeg ikke kunne finde pillerne, når vi skulle af sted.

Da jeg på et tidspunkt gik til lægen igen, for at få flere piller, aftalte vi, at jeg kun skulle tage en halv pille inden flyrejsen, og så en halv pille ved behov. Han forklarede mig, at man kunne blive afhængig af dem, og det, at jeg panikkede, når jeg ikke kunne finde dem, var tegn på, at jeg allerede var afhængig. Det fik mig til at forstå, at det var alvor, og jeg tog færre og færre piller undervejs, indtil jeg glemte at tage dem, når vi først var i luften. Til sidst behøvede jeg slet ikke at tage piller. Det var nok for mig bare at vide, at jeg havde dem med i tasken. Det var dejligt at føle, at jeg kunne selv!

Hvor er du i forhold til angsten i dag?
Jeg er et meget, meget bedre sted og oplever supersjældent angsten. Det har mest været, hvis jeg har været i en ubehagelig og meget stressende situation, hvor jeg ikke har kontrol. Bl.a. var jeg i en sorg- og stressperiode, hvor kroppen reagerede på en måde, som var ukendt for mig, og som jeg ikke forstod, og det medførte, at jeg fik angstanfald.

Og lige nu med coronakrisen bliver angsten for sociale sammenhænge forstærket, fordi vi lever så isoleret. Jeg kommer til at tvivle på mig selv, og det bliver svært at komme ud igen. Men jeg ved også, at når jeg først kommer ud, så skal jeg nok klare det.

På hvilken måde har angsten påvirket dit liv og måske især din karriere både på godt og ondt?
Der kan være lidt socialangst. Jeg er hurtig til at isolere mig, og det er lettest bare at sidde alene. Men man får det værre af det. Derfor er jeg blevet god til at presse mig selv til det, jeg ikke har lyst til. Jo mere jeg gør det jo mindre angst.

I forhold til karrieren er du nødt til at tale med mennesker og deltage i networking events, hvis du vil frem. Det er især svært, når man skal tale med de mennesker, der har indflydelse. Samtidig er det godt at blive presset lidt. Og så snart jeg er ude af døren og møder folk, så går det også godt. Jeg elsker at snakke med andre mennesker og interesserer mig meget for, hvem de er og deres historier.

Skuespillet og modelarbejdet giver også meget. Selv om det kan være svært, og jeg kan være nervøs for at skulle stå på scenen eller foran kameraet, så styrker det selvtilliden, når publikum ser det, man laver, og klapper af en eller på anden måde roser ens arbejde.

Er der noget, du kunne tænke dig at sige til andre med angst – eller måske til mennesker, som slet ikke selv kender til at have angst som en diagnose?
Ja, man skal ikke se angst som et tabu – det er vigtigt at tale om det. Find nogle venner, som kan støtte dig, og som du kan dele det med, når du har det svært. Nogen, som forstår dig og gerne vil hjælpe. Hvis man går og brænder inde med noget, får man mere angst.

I Angst & StressForeningen er vi superglade for, at du gerne vil være ambassadør for os. Er der noget du især gerne vil bidrage med eller videreformidle i den forbindelse?
Jeg er i den heldige situation, at jeg er i kontakt med mange mennesker via min blog og sociale medier. Her taler jeg åbent om min historik med angst, og det gør mig glad, at jeg kan henvise læserne til Angstforeningens arrangementer og hjemmeside. I mit virke som skuespiller laver jeg også interviews både trykt samt radio og tv. Her kan jeg også få nævnt Angst & StressForeningen og give mennesker, som lider af angst eller bare er nysgerrige på, hvad angst er, et bedre indblik ved hjælp af denne fantastiske forening.

Katrine Køhler under corona-nedluktingen: youtube.com/watch?v=HY37BLy6IGo

"Pludselig sortnede det for mine øjne. Jeg fik koldsved, hyperventilerede og rystede. Min første tanke var: 'Ej, jeg besvimer'."

"Jeg har kun oplevet, at folk har været gode støtter, når de har kendt til min angst. Der er aldrig nogen, der har sagt noget negativt, højst nogle, som ikke helt har kunnet forstå det, eller som måske ikke har vidst, hvad de skulle sige."