Da jeg i 2006 fik første udgave af bogen i hænderne, kastede jeg mig ivrigt over den og læste begejstret her og der, mens jeg tænkte, at jeg i anmeldelsen ville bruge ordet ”tanke-manual”. Men så kom jeg til et afsnit, hvor der står, at bogen ikke er en trin-for-trin manual. Den er derimod en introduktion og inspiration til arbejdet med de kognitive metoder som langt hen ad vejen - og efter megen træning – kan hjælpe en med at opnå dét, som er målet med ethvert kognitivt forløb: At bliver sin egen coach.
Når jeg alligevel fik den tanke at kalde bogen en manual, er det fordi den – ud over kort at forklare bl.a. hvad kognitiv terapi er - indeholder en enkel og systematisk gennemgang af, hvordan man arbejder med tanker for at mindske ubehag. For hver af de kognitive metoder forklares baggrunden og formålet med metoden. Herefter beskrives fremgangsmåden og endelig illustreres metoden med en eller flere cases. Man kan så udvælge den eller de metoder, der passer bedst til ens eget temperament og problemstilling.
En interessant ting ved denne bog er, at den også forklarer, hvad kognitiv terapi ikke er, og hvad der kan gå galt. Fx skal man ikke tænke ukritisk positivt, da man ikke får det bedre af en positiv forklaring, man ikke selv tror på. I værste fald kan ekstrem fokusering på positive tanker give lavt selvværd, fordi man erfarer, at de positive forventninger ikke er realistiske. Ligeledes skal man ikke se bort fra eventuelle grader af sandhed i sine negative tanker, men derimod arbejde på at løse de problemer, der er forbundet med disse sandheder. Dette er blot et par af de mange guldkorn.
Bogen, som er skrevet i et let forståeligt sprog, kan anvendes af bekymrede forældre, stressede forretningsmænd, nervøse studerende og personer med depressions-, angst- og selvværdsproblematikker, som ønsker inspiration til en spændende udviklingsproces enten på egen hånd eller ledsaget af en kognitiv terapeut. Den vil samtidig være et rigtig godt værktøj for psykologistuderende, terapeuter og rådgivningspersonale.
Jeg fristes til at skrive, at den er et must, som til enhver tid bør være tilgængelig i enhver husstand. De 150 kr. vil bestemt være givet godt ud!
Anmeldt af Marie Särs Andersen
Kognitiv Terapi - Metoder i hverdagen 1
Henrik Tingleff
Books on Demand GmbH 2008
154 sider
ISBN 9788799252404