Sabrina Justesen Leoni har skrevet en bog om mindfulness og brugen af mindfulness i arbejdet med børn og unge. Leoni selv skriver, at bogen henvender sig til alle professionelle, der arbejder med børn og unge med psykologiske eller sociale vanskeligheder, men også professionelle, der kan have lyst til at gøre brug af øvelserne med børn, der ikke har specifikke vanskeligheder. Jeg mener, at man også med stor fordel kan benytte øvelser og teorier fra bogen som forælder eller anden pårørende.
Mindfulness oversættes på dansk til bevidst nærvær. Bevidst nærvær defineres som evnen til, at rette sin opmærksomhed indad og udad på en ikke-dømmende og accepterende måde, således at man ikke lader sig
overvælde af situationer, der ellers kan sætte gang i automatiske reaktioner som vrede, angst, nedtrykthed, og lignende.
Mindfulness benyttes til voksne med angst, depression, stress og andre psykologiske problemstillinger – og ofte i forbindelse med anden terapi, eksempelvis kognitiv terapi. I de seneste år er mindfulness også brugt i arbejdet med børn og unge med sociale eller psykologiske vanskeligheder. Især i USA er det udbredt med tilrettelagt mindfulness-arbejde med børn, men interessen i Danmark er stor og voksende. Mindfulness for børn og unge er en fremragende introduktion til feltet.
Bogens to førstekapitler introducerer begrebet mindfulness og brugen af mindfulness i terapeutisk arbejde – både før og nu.
Resten af bogen består af tre kapitler, der beskriver måder at anvende mindfulness i arbejdet med børn og unge. De valgte øvelser bliver velbegrundet og forklaret, og ved en del af dem, er der helt konkrete ”historier”
eller eksempler på udførsel af øvelserne, som man med lethed kan kopiere og bruge i egen praksis. I bogens sidste kapitel er der flere illustrationer, som også kan være en hjælpende hånd for både barnet og den voksne.
Øvelserne til børn og unge er tilrettelagt således, at de består af eksempel vis leg eller bevægelse. De er samtidigt forholdsvis korte og enkle, så børnene har mulighed for at bruge dem i deres hverdag.
En øvelse, der bliver præsenteret i bogen, er åndedrætsøvelsen, hvor den voksne sidder i en rundkreds med børnene og fortæller dem, at de kan lukke øjnene, hvis de har lyst. Herefter instruerer den voksne børnene
i at prøve at mærke efter, hvordan de har det inde i sig selv, både kroppen og tankerne. Herefter tages tre dybe indåndinger, og der mærkes nu, om der er noget, der føles anderledes end før. Efter dette bedes børnene om at lægge mærke til deres ind- og udåndinger, for til sidst at rette deres opmærksomhed på den lille pause, der er mellem ind- og udåndingerne.
En anden øvelse, der har til hensigt at øge børn og unges opmærksomhed på forskellen mellem hurtige og langsomme bevægelser, hedder En plante i vinden. Øvelsen går ud på, at børnene står i en rundkreds med god plads omkring sig. Fødderne skal stå solidt plantet i gulvet, og man kan eventuelt ”lime” børnenes fødder til gulvet med magisk lim for at gøre forestillingen mere tydelig. Herefter instruerer den voksne børnene i at forestille sig, at de er planter med rødder, der går dybt ned i jorden.
Når dette er gjort, begynder det pludselig at blæse meget kraftigt, og da børnene er planter i det fri, begynder de at svaje fra side til side og frem og tilbage. Her er det så de hurtige bevægelser, der bliver repræsenteret. Efter dette fortæller den voksne, at blæsten stilner af, og bevægelserne bliver langsommere og blødere for til sidst at lade børene stå helt stille.
Begge øvelserne har til formål at lære børnene at mærke efter inde i sig selv og opleve vejrtrækninger eller bevægelser på en ny og bevidst måde. Herigennem øges også børnenes nærvær i nuet – bevidst nærvær – med henblik på, at give dem nogle redskaber til at håndtere situationer, der ellers kunne gøre dem triste, kede af det, vrede, fortvivlede, osv. Ved at kunne mærke efter i sig selv og fokusere både indad og udad kan de bevare overblikket og få frihed til at vælge alternative måder at reagere på. Ønsket er, at dette giver børnene større selvforståelse, selvværd og selvkontrol.
Som læser bliver man efter første kapitel nysgerrig på arbejdet med mindfulness i praksis - og resten af bogens mange eksempler herpå medfører en del ”a-ha” oplevelser. Man går ikke tomhændet fra denne bog –
hverken som professionel eller forælder. Og den kan anbefales til alle, der ønsker at lære mindfulness-teknikker og teorien bag.
Af Malene Mitchell
Mindfulness for børn og unge - Teori og praktiske øvelser
Af Sabrina Justesen Leoni
Dansk Psykologisk Forlag. 2012
ISBN: 9788777067099