Den lille letlæste bog Mit barn er bange indeholder som lovet 55 konkrete tips til, hvad man som forældre kan gøre for at hjælpe sit barn - ikke til at undertrykke angsten - men til at acceptere og leve med angsten som en uundgåelig del af tilværelsen.
Hovedparten af bogen er henvendt til forældre med småbørn under skolealderen og drejer sig om angst for at blive væk, angst for fremmede, for mørke og for fantasimonstre m.m.
Der gives helt konkrete eksempler på, hvordan man gennem leg hjælper barnet med at se angsten lige i øjnene og dermed afdramatiserer den. Fx kan man ved hjælp af en kravletunnel træne barnet i at slippe den voksne ud af syne, mens det er inde i tunnelen. Når det kommer ud igen, er den voksne der stadig. Man kan klippe mennesker med forskellige ansigtsudtryk ud af billedblade og tale om, at dem, der ser usympatiske ud, måske lige har oplevet noget ubehageligt og i virkeligheden er søde mennesker. Man kan lade barnet male drabelige billeder og hjælpe det med at få sat ord på fantasier, der plager. Sammen kan man tegne en skytsengel, klippe den ud og hænge den op eller fjerne monstre før nattetide med monsterspray og meget, meget mere.
Et afsnit handler om angst for sygdom, handicap og død. Fx kan man lave et rollespil for at afdramatisere lægebesøg. Man kan trin for trin lege angsten for småkryb væk, eller man kan hjælpe barnet med at overvinde den svære følelse af tab ved at holde begravelse for en fugl.
Bogens sidste afsnit med overskriften Angst for ikke at slå til og skoleangst henvender sig til forældre med lidt større børn (de første skoleår) og drejer sig om angsten for ikke at blive accepteret af de andre, for at føle sig utilstrækkelig, om angst for en lærers vrede, en forestående prøve osv. Eksempler på løsninger er udarbejdelsen af en liste med stærke og svage sider. Bl.a. afspænding, at forestille sig den vrede lærer i nattøj. Afdramatisere den forestående prøve ved at tænke på lettelsen efter prøven og på, hvordan det hele er glemt en uge senere.
Alt i alt en praktisk lille bog med gode og anvendelige råd til de helt små børn under skolealderen. Har man større børn eller børn med mere omfattende angst, er bogen ikke dybdegående nok.
Mit barn er bange …
55 tips til forældre med ængstelige børn
Af Martin Stiefenhofer
LAMBERTHs Forlag. 2002.
48 sider.