Jeg kan huske, at jeg skulle over og se på det selskabslokale, som vi skulle holde min konfirmation i. Jeg tog mig sammen, fordi jeg gerne ville gøre mine forældre glade. Men jeg blev svimmel, fik kvalme og syntes, at jeg havde svært ved at fokusere. Vi måtte skynde os hjem, hvor jeg gik i seng og bare lå de næste mange timer.
Et par uger inden havde jeg oplevet min første angst. Min mor var blevet indlagt meget pludseligt. Alt var forvirrende, for ingen vidste noget. Det var ikke livstruende alvorligt, men det var alligevel voldsomt for mig. Min verden, hvor tingene bare kørte, føltes på det tidspunkt for altid forandret. I den periode var der flere ting, jeg ikke kunne gennemføre f.eks. min konfirmation. Jeg oplevede flere gange at få forskellige symptomer som en klump i halsen, synkebesvær, kvalme, svimmelhed, og uro i benene.
Når jeg havde en dag som var dårlig, tog det typisk tre dage for mig at komme ovenpå igen. Det fyldte alt på det tidspunkt. Når jeg havde det skidt, listede familien rundt, og når jeg var kommet mig lidt, bebrejdede de mig, at jeg ikke gjorde noget aktivt for at komme i gang igen, “for nu var det jo overstået”. På den måde var det en konstant kamp mellem angst og skyldfølelse i den periode.
Jeg hedder Milla og jeg er 15 år gammel. Jeg bor sammen med min mor, far og min storebror og så min lille dværghamster. Til hverdag går jeg i 9.klasse, men jeg har ikke været i skole det sidste halve års tid. Jeg har ikke turdet være på skolen overhovedet i alle de måneder, da jeg oplevede, at få det skidt én gang (lyder skørt nu), men nu har jeg fået et godt samarbejde med skolen og har været dernede nogle dage - her til at begynde med bare i 5-15 minutter. Men det er det, at man er der, der betyder noget.
Jeg har egentlig nok haft angst det meste af mit liv, men dengang sagde jeg: “Jeg er bange for…” fordi det jo “bare” føltes som at være bange dengang.
Dengang var jeg især rigtig bange for fulde mennesker at være på stationer sent om aftenen, katte, gademusikanter, opkast, sygdom, musik og lyde. Og noget der var særlig slemt, var kombinationen af lyde og bevægelser, eksempelvis vimplerne på bådene i havnen eller knirkende gynger i vinden. Det var som om, jeg blev stresset af bare at se på det, og så måtte jeg bare væk i en fart!
Det med sygdom og opkast har altid været slemt. Især da min storebror begyndte at gå i byen og gå til fester, var jeg altid bange for, at han kom hjem fuld, inden jeg nåede at falde i søvn. Det var et kæmpe problem engang, men det fylder ikke helt så meget mere. Da jeg nu har prøvet at være vågen og har opdaget, at der jo ikke sker noget.
Jeg mærker mest lysten til at komme væk fra det, der giver mig angst, uanset hvor jeg er. Mine forældre har da af og til været bekymret for, hvis jeg skulle gå i panik midt i trafikken. Men hvis der f.eks. er en fuld mand i bussen en aften, også selvom jeg er sammen med mine forældre, så må og skal jeg bare ud og væk fra den bus, for at føle mig tryg igen. Jeg føler mig stresset og presset, især fordi jeg er i en situation, jeg ikke selv kan styre og ikke kan forudse, hvordan ender. Det eneste jeg kan kontrollere er, at jeg kan fjerne mig selv fysisk fra situationen.
I starten tror jeg ikke, at vi satte titler på (og kaldte det angst), og derfor var det ikke noget, vi søgte hjælp til. Mine forældre syntes nok, at det var lidt noget “pjat”. Nogle gange blev jeg “tvunget” ud i situationer, der var ubehagelige for mig, men som jeg jo alligevel “overlevede”. De ville typisk sige: “Der kan du selv se, det var jo ikke så slemt”! I virkeligheden gjorde jeg jo bare hvad de sagde, men lyttede til gengæld slet ikke til mig selv.
De ting jeg blev bange for dengang, oplevede jeg ikke hver dag, og de ting, der gav mig angst derhjemme, kunne jeg enten undgå eller kontrollere. Måske netop fordi mine forældre ikke “troede på mig”, lavede jeg nogle strategier selv, så jeg kunne være i det. Jeg sagde f.eks., at jeg skulle på toilettet, hvis der sad en gademusikant på gaden, for så gav det mig mulighed for at løbe hurtigt forbi. Jeg har også brugt ørepropper, og enkelte gange har vi fortalt det til mine lærere, hvis vi skulle noget, der virkede skræmmende for mig.
Som jeg er blevet ældre, har det været mindre svært for mig, fordi jeg lærte at tænke i situationer og dermed i løsninger. Men så var det, at det lige blev tricket igen for seks måneder siden, og vi tog til vores egen læge. Det blev til en masse snak, og så ikke så meget mere, da jeg ikke kunne deltage i anden samtale. Men jeg ville jo gerne have hjælp. Det er bare så svært at finde ud af, hvor man skal begynde... Det endte faktisk med, at jeg selv via internettet fandt en mentor, der havde erfaring med angstramte. Da jeg også er udfordret af offentlig transport, blev det til et online forløb. Jeg opdagede ret hurtigt, at det var helt nyt for mig at tale med en fremmed om mine udfordringer og generelt bare at sætte ord på og så med en, der forstod mig uden forventninger eller bebrejdelser. Det var noget, jeg lige skulle vænne mig til, men efter et par gange, glædede jeg mig hver gang og følte mig helt høj af de gode råd, rosen og omsorgen.
Men efter forløbet, kunne jeg mærke, at jeg stadig lige manglede det sidste for at kunne komme over den sidste forhindring bl.a. at komme i skole. Angsten fik mig mod min vilje overbevist om, at jeg ikke turde eller kunne overskue at bruge de værktøjer, jeg havde fået, når jeg var alene.
Men så fandt vi fandt et Cool Kids forløb i min egen by. Det lød godt, og efter et lille formøde, besluttede vi os for, at jeg skulle starte i et forløb. Jeg er så glad for det, selvom min angst forstyrrer mig hver gang, inden jeg skal afsted. Kombinationen af teori og praksis er rigtig god i hvert fald for mig.
Jeg har ikke haft et særligt socialt liv ud over samvær med min familie. Det at se venner har været rigtig svært, fordi det er svært at række ud selv. Det er også svært at sige, at jeg måske kun kan overskue at være sammen i en halv time, eller at der er risiko for, at jeg må melde fra kort tid inden samme dag. Så nogle gange har det afholdt mig fra overhovedet at spørge samtidig med, at jeg ville ønske, at vennerne bare spurgte mig af sig selv. Men jeg ved godt, at det er svært for dem også, og det forstår jeg.
Jeg har til gengæld brugt de sociale medier mere både for at holde kontakten ved lige og for at skabe nye kontakter. På nogle måder, er det nemmere at “snakke” med andre mennesker og om ting, der ikke handler om angst eller kan sammenlignes med “gamle” Milla, der plejede…
Jeg har ikke brugt nogle af Angst & StressForeningens tilbud. Hverken jeg eller mine forældre havde tænkt så langt, men det ville jeg da have ønsket, at vi havde. Men det er jo ikke for sent. Men da min klasse skulle i erhvervspraktik i uge 40, tænkte vi alternativt i forhold til min praktik. Jeg kontaktede flere firmaer, men de kunne ikke se sig selv i nogen form for samarbejde, når jeg ikke var i stand til at møde op fysisk. Så fik vi den idé - at kontakte Angst & StressForeningen. Jeg foreslog, at jeg kunne give mit take på at være teenager og angstramt. Og det bedste sted at fortælle om det, var da på de sociale medier, som jeg i forvejen færdes en del i.
Jeg blev modtaget på den allerallerbedste måde, både hos Angst & StressForeningen (Marie især), men også fra vildfremmede mennesker, og det er jeg utroligt taknemmelig for. Det var en personlig sejr for mig. At føle at jeg duede, selvom jeg var lidt i udu, det var bare så rart!
Lige nu går jeg i et Cool Kids forløb og er ca. halvvejs og er meget glad for det. Jeg har været i erhvervspraktik lige som mine klassekammerater. I forhold til skole har det været en svær situation. Fordi jeg går i 9. klasse, er der en masse, der skal nås inden for en vis tidsramme. Jeg har haft lidt lektier, men det er jo ikke nok og også svært at sidde med alene. Men jeg har været i skole ganske kort tre dage i træk, og det var så dejligt at prøve igen. Jeg vil virkelig gerne kunne komme tilbage og bestå 9.klasse. Det ville være en kæmpe sejr, som jeg for evigt ville huske.
Jeg har lige udfordret mig selv med en tur i sommerhus med familien med gåture ud af huset.
Jeg spørger veninder om at være sammen konkrete datoer, tider o.l. og prøver generelt at sige mere ja. Jeg har stadig svære dage med mere eller mindre angst, men til forskel fra før så begynder jeg ikke “forfra” hver gang. Jeg bliver faktisk bare klogere på mig selv og mere erfaren. Og så er jeg kommet ind på en efterskole til næste skoleår. Jeg har mod og tro på, at der kommer noget godt ud af alt det her, selvom det tager tid. Jeg ved ikke, hvor modet kommer fra, men det har måske været der et sted hele tiden?
Artiklen er fra AngstAvisen nr. 79, december 2022
