Skuespiller, Rudi Køhnke, var hovedperson i dokumentarserien ”Rudi er bange”, som stadig kan ses på flow-kanalen, DR3. I serien var der ikke tale om skuespil, men derimod om en hudløst ærlig og personlig fremstilling af, hvordan det er at lide af angst.
Marie Särs Andersen, daglig leder i Angst & StressForeningen, har talt med Rudi, som fortæller om sine tanker og sin måde at håndtere livet og angsten på.
Rudi fortæller, at han allerede som barn var sensitiv og bekymret. Han følte, at han tænkte tanker som snarere tilhørte en voksen. Han var angst for døden, bevidst om at alt er skrøbeligt, og at intet varer evigt. Universets uendelighed provokerede ham stærkt, og af og til fik han angstanfald og kunne vågne skrigende op med mareridt om natten.
Skolen blev et nederlag. Rudi passede ikke ind og forstod ikke, hvorfor han skulle sidde og lære brøker, når han nu var visuel og auditiv. Rudi var et problembarn, og efter de første klasser kom han på specialskole. Men i virkeligheden var det nok ikke barnet, der var problemet, men snarere det at han ikke blev forstået. Rudi kom til at føle sig forkert. Han mistede i en tidlig alder tiltroen til systemet, til samfundet, til andre mennesker og måske værst af alt til sig selv. ”Men det er ikke nogens skyld”, tilføjer Rudi og gentager sætningen flere gange i løbet af interviewet. Han ønsker ikke at træde nogen over tæerne heller ikke dem, der engang har gjort ham uret. ”For måske er de også blevet klogere siden”, siger Rudi, der trods alt forsøger at se det gode i mennesker. Og han er selv et godt menneske. Det kan jeg mærke. Et menneske som bare så gerne vil forstås, som er bange for andres dom, bange for ikke at gøre det godt nok, og som ikke føler, at han har fortjent at have det godt. Men i virkeligheden er han nok – som så mange andre med angst - sin egen hårdeste dommer.
I 2006 fik Rudi et bragende gennembrud i Hella Joofs komedie “Fidibus”. Men han var slet ikke klar til succesen. Han kendte ikke branchen og spillereglerne. Angsten lurede som altid og fik ham ned i knæ. Efterfølgende fulgte en årelang kamp for at komme tilbage til verden og tilbage til skuespillet, som Rudi lever og ånder for. Først i dag føler han selv, at hans karriere for alvor er gået i gang. Og faktisk foregår dette interview over msn, da Rudi har fået hovedrollen i en svensk spillefilm, Fuglefangerens søn, og derfor befinder sig på Færøerne, hvor filmen er ved at blive indspillet. ”Jeg føler velvære, når jeg spiller”, fortæller han. ”Endelig er der noget, jeg er god til, og når jeg går hjem efter en dag på settet og føler, at jeg har gjort et godt stykke arbejde, at replikkerne var lige i skabet, så stiger selvværdet. Jeg bliver lykkelig, når jeg får lov at fortælle smukke historier.” Vi taler lidt om, at det sensitive sind, som ofte kan spænde ben, samtidig er en rig kilde til inspiration, når det gælder arbejdet som skuespiller.
Rudi fortæller, at han på et tidspunkt deltog i et gruppeforløb med kognitiv adfærdsterapi, men at det ikke virkede for ham. Og sådan er det. Vi er alle forskellige, og selv om visse behandlingsformer hjælper et flertal, så vil der altid være nogle, som må søge andre veje.
For Rudis vedkommende har vejen fremad vist sig i form den personlige træner, mentor og coach, Simon, som i dag også er hans ven. Simon er klog på livet og en urokkelig støtte. ”Vi sad i hans lejlighed en dag”, fortæller Rudi,” og jeg fortalte om min angst. Så gav han mig hånden og sagde: Nu tager du min hånd, men når du tager den, skal du love mig, at du aldrig giver op. Hvis du kan love det, slipper jeg den aldrig. Så bliver det livslangt.” Da Rudi troede, at de var færdige med at give hånd klemte Simon til igen og spurgte, om han havde forstået. Rudi så noget i Simons øjne, som gjorde, at han turde tro på ham. ”Simon fortsatte og sagde, at der ville komme nedture, og det ville blive hårdt, men at han ville holde kursen, og jeg bare skulle gøre, hvad han sagde”. Det var det, der skulle til for at få Rudi over på den anden side. ”Han forlader mig ikke, uanset hvor åndsvagt jeg har skabt mig”. Og når Rudi føler angsten, tæsker de den med en omgang hård fysisk træning og kloge samtaler.
I det hele taget er træningscenteret af afgørende betydning. ”Her bliver man klappet på skulderen og klapper selv de andre på skulderen. Der er et stærkt sammenhold. Det giver velvære, og jeg føler mig som ny, når jeg har været der og endnu en gang vundet over angsten”, siger Rudi.
Med årene har Rudi lært, at angsten ikke er farlig, men bare meget ubehagelig. ”Hvis jeg får et angstanfald, siger jeg til mig selv: du ved det slutter, du ved det slutter. Det er med til at afkorte anfaldene og gøre dem mildere.” Rudi tør nu udfordre angsten: ”Vil du danse, så lad os danse. Jeg vinder altid”. Og så løber han et nyt maraton, for det er sådan det føles at komme gennem et angstanfald, selv om det ikke kan ses udefra. Man skal være stærk for at have angst! Simon har også lært Rudi, at han ikke skal slå sig selv i hovedet. Han gør det godt nok og skal ikke lave spøgelser, der siger det modsatte. Det er bare angsten, der taler.
Rudi er på vej op igen i livet og karrieren. Men han er ydmyg og forsøger at undlade at nyde sin succes for meget og ikke at hvile på laurbærbladene. For han vil ikke blive doven. Og et eller andet sted lurer tanken også om, at han kan miste det hele igen. Han lever derfor en stille tilværelse og har det ofte godt med at være alene i sin fritid, selv om han er glad for sine relationer. Han fortæller, at han gennem tiden har mistet nogle venner, muligvis fordi de ikke har forstået ham. ”De har ikke vidst, hvordan de skulle hjælpe, og de har måske følt sig utilstrækkelige. Nogle har måske også opfattet mig som arrogant og har ikke forstået, at det var angsten, der fik mig til at reagere, som jeg gjorde. De har ikke forstået, hvor store kræfter, der har fat i mig, og hvor store kræfter jeg bruger på bare at trække vejret og leve. Vi er simpelthen gået forbi hinanden, og de har ikke forstået, at jeg i virkeligheden gerne ville dem og har brug for at blive forstået af dem, jeg elsker”, siger Rudi, som gennem flere år har leget med tanken om en dag at stå frem og fortælle åbent om angsten netop for at få folk til at forstå. ”Og når man nu ikke kan forklare folk, hvordan det er at have angst, så må man vise det”. Det har Rudi så gjort for åben skærm.
Rudi er bekymret for reaktionerne og glad for, at han stadig er på Færøerne, når de første afsnit af serien sendes. Men nu hvor han selv føler, at han er ved at have lidt overskud igen, håber han, at han med sit bidrag vil kunne skabe mere forståelse og dermed bare en lille ændring for andre, som også kæmper. Jeg forsikrer ham om, at dokumentaren vil komme til at gøre en forskel for rigtig mange, som enten bliver klogere på, hvad angst er, eller som kan identificere sig med hans følelser og vide, at de ikke kæmper alene. Nogen får måske selv mod på at åbne op og fortælle deres nærmeste, hvordan de har det, og hvad de har brug for. Det kan godt være, at Rudi er bange, men han er modigere end de fleste.
Rudi selv er overbevist om, at angsten aldrig vil få ham helt. Han har lært at danse med den, også selv om den med mellemrum tvinger ham i knæ. ”Jeg rejser mig igen, stærk som en margerit, der skyder op gennem asfalten”.
Bryd Tavsheden: youtube.com/watch?v=zVW_KnfbYYA
Rudi Køhnke under coronanedlukningen: youtube.com/watch?v=YcdYtaJ8toc
Se dokumentarserien
”Rudi er bange”
Angsten tvinger ham til at søge ly i trygge rammer og gør det umuligt for ham at have et 'normalt' liv med familie, venner og sociale aktiviteter.
"Nogle har måske også opfattet mig som arrogant og har ikke forstået, at det var angsten, der fik mig til at reagere, som jeg gjorde. De har ikke forstået, hvor store kræfter, der har fat i mig, og hvor store kræfter jeg bruger på bare at trække vejret og leve."
