En personlig fortælling af Mia Hansen
Jeg er enlig mor til to drenge på 14 år og 15 år. I 2009 da min yngste søn, Jonas, var omkring 8 år gammel, begyndte han at udvikle separationsangst og socialangst. Det blev begyndelsen på en lang periode, hvor jeg oplevede, at omgivelserne ikke anerkendte, at det var angst han havde. Og hvor han blev mere og mere angst, fordi han blev presset ud i situationer, hvor han mistede fodfæste. Jeg søgte hjælp i kommunen, hos lægen og på skolen, men intet hjalp, og til sidst var det så slemt, at jeg måtte sygemelde mig fra mit arbejde, fordi Jonas ikke turde gå uden for vores hjem eller slippe mig af syne. Der skulle gå næsten to år, før han kom i skole igen, og jeg var sygemeldt i en periode på fem måneder fra mit arbejde.
Jonas var en dreng fyldt med gå på mod, og han var ikke bange for udfordringer. I starten var det nogle konkrete oplevelser der gjorde, at han blev bange. For eksempel oplevede han at være på toilettet, hvor han ikke kunne få låst døren op, da han skulle ud. Efter denne episode turde han ikke længere låse døren, når han skulle på toilettet. På samme tid var der en gruppe af drenge på hans skole, der mobbede de andre børn, og de prøvede at låse Jonas inde på et toilet. Derefter turde Jonas ikke gå på toilettet på skolen mere. I det hele taget oplevede Jonas, at det var utrygt på skolen, og der var et højt konfliktniveau i hans klasse. Jonas fik ondt i maven og i hovedet, når han var i skolen, og mange dage ringede han til mig, fordi han ville hjem fra skolen, eller også ville han slet ikke i skole.
Hjemme blev det også svært for Jonas. Han oplevede, at hans far ikke forstod hans angst, og han følte sig presset. Jonas fik svært ved at være hos sin far, og det blev så slemt at Jonas valgte, at han ikke ville hjem til sin far mere.
Jonas gik i tredje, klasse da han begyndte at være angst, og jeg henvendte mig til hans klasselærer. Min oplevelse var, at klasselæreren mente, at Jonas var doven, og at når jeg havde svært ved at få ham i skole, var det fordi jeg ikke pressede ham nok. Heldigvis var der en pædagog i SFO´en, som Jonas var tryg ved, og jeg fik lavet en aftale med ham om, at Jonas kunne kontakte ham, når han blev utryg og ville hjem. Det hjalp Jonas igennem tredje klasse, at han om morgenen blev afleveret i SFO´en hvor han var tryg, og han kunne tale med pædagogerne, når han var utryg.
Desværre skulle Jonas skifte fra SFO til klub i slutningen af tredje klasse. Det gik godt indtil sommerferien, men i sommerferien gik det galt, da den klub han gik, i blev slået sammen med en anden afdeling på grund af ferien. I den afdeling gik der nogle udadreagerende drenge, hvilket gjorde, at Jonas blev utryg og ikke ville i klubben.
Da sommerferien var slut, og Jonas skulle i fjerde klasse, var hans angstniveau højt. Tiden indtil juleferien var svær, Jonas havde stort fravær fra skolen. Jeg følte stadig, at lærerne ikke tog mig alvorligt, og jeg oplevede, at der ikke blev fulgt op på de aftaler, vi lavede. Jonas begyndt at udvikle forskellige fysiske symptomer som ondt i hovedet, ondt i maven og nogle dage fik han ondt i benene og kunne ikke gå. Jeg prøvede at kontakte skoleledelsen, men skolelederen henviste mig til kommunen, kommunen henviste mig til egen læge og lægen henviste mig til kommunen, min oplevelse var, at der ikke var nogen, der ville tage ansvar for at hjælpe os.
Efter juleferien ville Jonas ikke i skole igen, hver morgen var han dybt ulykkelig, og fik panikanfald, når jeg prøvede at presse ham. Jeg skrev til skolen og forklarede situationen, men de tilbød ikke nogen former for hjælp. Jeg kontaktede kommunen, som henviste os til deres familierådgivning. I april måned fik vi en tid hos en psykolog fra familierådgivningen, der havde Jonas ikke været i skole i fire måneder.
Jeg havde store forventninger, og jeg tænkte, at nu ville vi få hjælp, så Jonas igen kunne blive den glade dreng, han altid havde været. Men det var ikke det, der skete. Jonas blev skræmt af psykologen, der havde en konfronterende måde at møde ham på. Efter tre gange var Jonas så skræmt, at han slet ikke turde slippe mig af syne. Jeg havde Jonas med på arbejde i en periode, og det var på det tidspunkt, at jeg måtte sygemelde mig.
Det skulle vise sig, at være mit held, at jeg blev sygemeldt, fordi jeg fik overskud til selv at finde den rigtige hjælp. I den foregående periode havde jeg intet hørt fra skolen, så jeg kontaktede PPR (pædagogisk, psykologisk rådgivning), og de hjalp mig med at få skolelederen i tale. Vi blev tilbudt seks timeres hjemmeundervisning om ugen, hvor der kom en lærer fra skolen hjem til os. Da Jonas fik fortalt, at han skulle have hjemmeundervisning, blev han sur og ville ikke, samarbejde, men heldigvis var læreren en som Jonas kendte, og han fik hurtig Jonas interesseret i at modtage undervisning.
På samme tid fik jeg kontakt til en børnepsykolog, som ville specialisere sig i at arbejde med børn med angst ud fra Cool Kids-programmet (behandlingsprogram udviklet specifikt til børn og baseret på kognitiv adfærdsterapi, red.). De første gange kom han hjem til os, da Jonas ikke ville med hen til hans klinik. Jonas var bange for at få det endnu dårligere, hvis han skulle til psykolog igen. Jeg fik også et møde med skolen, hvor børnepsykologen var med, og det lykkes ham at få forklaret skolen, at Jonas havde angst og principperne i Cool Kids-programmet. I stedet for læreren (han blev sygemeldt, og gik på pension) fik vi stillet en pædagog til rådighed, og sammen med ham fik vi lavet en ”Cool Kids trappestige” på, hvordan Jonas kunne komme væk fra vores hjem, uden at jeg var med. (En trappestige er en detaljeret plan for, hvordan barnet i små trin og udstyret med de rette redskaber træner i de angstprovokerende situationer, red.)
Langsomt fik Jonas det bedre. Han oplevede, at Cool Kids-programmet gav ham nogle redskaber, så han kunne arbejde med sin angst. Han blev ikke presset ud i situationer, han ikke kunne magte, fordi Cool Kids tager udgangspunkt i, at når barnet skal eksponeres for en angstfyldt situation, skal det være en situation, som barnet selv mener, at det kan klare. Efter fire måneders arbejde med Cool Kids kunne jeg langsomt vende tilbage på mit arbejde, og efter et år var Jonas tilbage i sin gamle klasse på skolen.
Hele perioden fra Jonas begyndte at få angst og til i dag, har været en følelsesmæssig rutschetur for hele familien. Det der har været sværest, var den manglende forståelse for, at det var angst Jonas havde, både fra den nærmeste familie og fra de øvrige omgivelser. Vi blev for eksempel mødt med en fordom om, at han var uopdragen, at jeg ikke havde formået at sætte grænser for ham, og at det var mig, der fastholdte ham i hans angst. I perioder tvivlede jeg selv på, om det var min skyld, og jeg prøvede at presse Jonas, men når jeg oplevede Jonas have et angstanfald, var jeg ikke i tvivl. Derfor blev jeg glad, da jeg blev præsenteret for Cool Kids-programmet, fordi det lige var sådan som jeg havde tænkt, var en god måde at hjælpe Jonas på.
Kontakten til skolen, kommunen og lægen var også svær. Det tog lang tid at få kontakten, og der var meget ventetid. Vi nåede at have fire forskellige sagsbehandlere, tre forskellige lærere/pædagoger til hjemmeundervisning, og der var fire forskellige psykologer indover Jonas´ sag. Jeg havde en oplevelse af, at når der blev holdt møder på skolen, så gik jeg derfra med en følelse af afmagt, fordi de beslutninger, der
skulle tages, blev bremset på grund af økonomi og manglende ressourcer.
Jonas fortæller, at det var svært for ham, fordi han følte, at ingen troede på ham. Han siger tanken om, at jeg skulle gå fra ham var uudholdelig, han kunne slet ikke holde sine følelser ud, når han forestillede sig, at jeg skulle gå uden ham. I forhold til skolen var han utryg ved at være der, men som tiden gik, var det tanken om at skulle møde klassekammeraterne, der gjorde ham angst, fordi han ikke vidste, hvad han skulle sige til dem, hvis de spurgte ham, hvorfor han ikke kom i skole.
Jonas har nu været tilbage i skolen i over et år, og han er igen blevet en dreng, der gerne vil prøve nye ting. Han ved nu, hvad han skal gøre i de situationer, som er svære for ham. Der er dage, hvor han har brug for at
blive hjemme under dynen for at restituere, hvis han har haft for mange udfordringer. Men jeg er ikke længere bekymret for ham, og jeg har lært ikke at lade mig gå på af de begrænsninger, der kan være nogle dage. Jeg har lært at sige pyt med det, og det har Jonas også. Jonas siger engang imellem, at han er glad for, at han fik angst, fordi det trods alt har givet ham nogle gode oplevelser, og han har lært at sætte pris på livet på en anden måde en andre børn.
Når jeg tænker tilbage, kunne jeg godt ønske mig, at jeg ikke havde bekymret mig så meget over, hvordan det hele skulle ende. At jeg havde troet på, at vi nok skulle finde den rigtige hjælp, og at Jonas nok skulle komme ud af sin angst igen. Jonas sagde nogle gange til mig: ”Mor jeg skal nok få det godt igen, jeg skal bare blive lidt ældre”, men det hele virkede uoverskueligt, da jeg stod midt i det.
Vores vendepunkt var, da vi fandt den rigtige behandling for Jonas, den behandlingsmetode, som jeg var tryg ved, hvor jeg følte, at jeg kunne være tro mod mig selv og Jonas. Derefter kunne jeg slippe mine bekymringer og tro på en fremtid uden angst.
