Af Dan Kjærgaard

Jeg hedder Dan Kjærgaard. Jeg er 39 år gammel, er gift og har to dejlige piger. Til daglig er jeg selvstændig og har været det de sidste 16 år.

For ca. 20 år siden var jeg udsat for et overfald. Jeg var i byen med mine venner, og pludselig blev jeg overfaldet. Da jeg kom til mig selv, var vennerne væk (eller dem, som jeg troede var mine venner).Jeg kunne ikke rigtig huske, hvad der var sket. Jeg prøvede at finde ud af det, men jeg måtte bare væk derfra.

Efter en dårlig nat havde jeg det virkelig skidt. Jeg prøvede at få sat stykkerne sammen, for at det hele skulle give mening. Lidt som en vase, der falder på gulvet, som man skal samle igen. Jeg prøvede at lade som ingenting og bare få en normal hverdag tilbage. Herregud da, det sker jo for så mange, du er jo ikke den første, der er blevet overfaldet, bare kom videre.

Jeg prøvede de næste mange dage at glemme det, der skete den aften/nat. Jeg holdt hovedet oppe og levede et normalt liv. Problemet var bare, at jeg frygtede, at han kunne huske mig. Jeg blev jo overfaldet i min egen by. Der, hvor jeg var vokset op. Hvordan kunne det ske for mig? Jeg følte efterhånden, at der var noget galt. Hvorfor kunne jeg ikke bare komme videre og glemme det? Han ved da ikke, hvem jeg er, eller gør han? Jeg begyndte at kikke mig rundt, når jeg gik ude om aftenen. Hvis der pludselig var en mand, der gik bag ved mig, holdt jeg meget øje med ham og gik tit ned ad en vej, jeg ikke skulle ned ad, bare for at se, om han fulgte efter mig. Hver eneste dag følte jeg mig utryg. Jeg hadede at skulle i byen med vennerne, men jeg kunne ikke sige fra, for så ville de jo sikkert vide, hvorfor jeg ikke ville med.

Jeg turde ikke fortælle mine venner, at jeg var utryg og bange. Jeg var omkring de 19-20 år og skulle sige til mine venner, at jeg var bange. Hvad ville de ikke tænke om mig? De ville da grine af mig. Jeg måtte holde facaden oppe, også hvis der skete ting ude i byen. Jeg var hele tiden på vagt og målte de fyre ud, som jeg vidste, jeg godt kunne klare, og dem, jeg ikke kunne klare, og der holdt jeg mig væk. Det tog så meget energi, og jeg var helt færdig. Glæden ved at gå i byen havde jeg ikke som andre unge mennesker. Jeg vidste, noget var forkert, men hvordan skulle jeg ændre det, og hvem skulle jeg gå til?

Min familie vidste det heller ikke. Jeg kunne ikke fortælle, at jeg var svag, som jeg jo følte, at jeg var. Der holdt jeg også hovedet højt og viste den glade dreng, som havde det godt. Måske min bror inderst inde vidste, at jeg havde det skidt, men vi snakkede aldrig om de ting. Følelser, det snakker mænd jo ikke om. Når jeg tænker tilbage, ville jeg have hevet fat i mig selv og sagt: ”Kom nu ud med det”.

Arbejdet gik fint. Jeg var jo Dan. Ham, som bare lavede sjov og altid tænkte på andre. Det at tænke på andre var nemmere, for så fik minetanker om mig selv fred. Det lyder megadumt, men ikke at skulle tænke over frygten var befriende, og allerede der burde jeg jo have gjort noget.

Jeg prøvede i mange år på at komme videre, men nogle gange var det et skridt frem og to tilbage. Når jeg var ude, følte jeg mig nervøs, for ’hvad nu hvis’, men samtidigt var jeg sur på mig selv over, at jeg bare ikke kunne glemme det. Jeg blev tit sur og var kort for hovedet. Jeg følte tit, at folk kiggede på mig, når jeg gik ned igennem gaden, jeg følte folk kunne læse mig som en åben bog. Hvorfor søgte jeg ikke bare hjælp, men hvem skulle hjælpe mig? En psykolog? Jeg var jo ikke gal eller noget, der var værre. Jeg følte virkelig ikke, at en psykolog var noget, man brugte som almindelig person. Jeg kunne da godt klare tingene selv, også selvom der var gået mange år.

Mange gange, hvis jeg oplevede noget dårligt som fx en kunde, der var meget aggressiv eller virkede truende, fik det mit adrenalin op på højeste niveau. Jeg gjorde alt for ikke knække, for hvad skulle jeg sige til dem omkring mig? Nogle gange skyndte jeg mig ud på wc’et, og der knækkede jeg sammen og græd. Det var så ydmygende, men jeg kom altid til mig selv. Angsten er som kviksand, jo mere du kæmper imod, jo mere vil du synke i.

Hvad gjorde det ved mig? Jeg blev bange for at tage kontakt til kvinder, for måske var jeg ikke mand nok til dem. Hvem vil dog have en, der ikke kan beskytte dem? Jeg prøvede at score nogle kvinder, og jeg har da også haft kærester igennem tiden –aldrig korte forhold. Når jeg fandt én, gjorde jeg alt, for at hun skulle blive. Det gav mig tryghed. Der var ingen af de daværende kærester, der vidste, at jeg har angst. Jeg ved ikke, om det var de rigtige valg for mig, men det gav mig trygheden, og den var vigtig.

Da jeg mødte min nuværende kone, slog hun benene væk under mig. Hun læste mig som en åben bog, og hun var den første, der fik min historie. Hun overbeviste mig om, at jeg skulle få hjælp til mine tanker. Hun var en kæmpe støtte og hjalp mig igennem det. Jeg ønsker tit, at mine venner havde vidst det, så de kunne have støttet mig, og at jeg havde fortalt det til min familie. Jeg er sikker på, at de havde været der for mig. Jeg var bare for bange til at komme frem med det.

Jeg snakkede med lægen og fik anvist en psykolog. Det var meget vigtigt, at det var en kvinde, for jeg følte ikke, at jeg kunne snakke med en mand om det. Jeg ved ikke, hvorfor det ikke måtte være en mand. Jeg følte bare, at det ville være lettere at snakke med en kvinde. Måske er det også derfor, jeg aldrig sagde det til vennerne.

Jeg fik snakket med psykologen over en del gange. Vi fik vendt tingene på hovedet, og alt blev delt. Selv mine overvejelser om selvmord. Jeg ved, det er forkert at begå selvmord, men nogle gange var det hele for meget. Det at gå og være bange og føle sig svag, så begynder man at kigge den vej, og det virkede dengang som det rigtige valg. Nogle gange har jeg stået i køkkenet og kigget på kniven, men min kærlighed til min familie og det onde, det ville gøre ved dem, gjorde, at jeg aldrig forsøgte det. Jeg tænker aldrig de tanker i dag.

Det var det rigtige valg for mig at snakke med psykologen. Jeg fik en masse redskaber, jeg kunne bruge, hvis mine tanker løb afsted med mig. Jeg tænker tit tilbage; hvis jeg dog bare havde gjort noget ved det tidligere, men så havde jeg nok ikke stået her, hvor jeg er i dag. Jeg lever et dejligt liv i dag, og det at kunne more mig og gå en tur med min familie uden at skulle bruge en masse energi på at kigge alle folk ud. Det er så befriende.

Jeg tror ikke, jeg kommer til at slippe af med angsten for altid, men jeg har lært at leve med den og har lært at håndtere den. Hvis jeg har haft en stresset dag eller har sovet dårligt, så kan dagen godt blive hård, fordi energien ikke er der til at tænke logisk. Det gør det svært at finde overskuddet til at håndtere angsten. Jeg har heldigvis igennem tiden lært mig selv bedre at kende, og jeg ved, hvornår jeg skal lukke ned. Det skal ikke forstås sådan, at jeg lukker alle ude, for det er ikke på den måde. Jeg elsker at køre i højt gear og presse mig selv. Gennem mit liv har jeg jo bare holdt ved og knoklet derudaf for ikke at skulle tænke på det dårlige. Men nu, når jeg mærker, at kroppen er for presset, gearer jeg ned, så kroppen kan få ro, og så jeg kan bevare overskuddet til at håndtere min angst med de rebskaber, jeg fik. Jeg har lært at styre min angst, så jeg kan kontrollere den og ikke omvendt.

Jeg håber at kunne hjælpe andre til at turde stå frem. Derfor har jeg lavet en lille film om mit overfald. Forhåbentlig kan den bidrage til at fjerne det tabu, der stadig kan være omkring at have angst. Jeg ved, at der er folk derude, der sidder og har det på samme måde, som jeg havde det. I er ikke alene derude. Ræk hånden ud, og folk vil hjælpe jer. Stol på, at folk ikke ser jer som svage mennesker, for det gør de ikke. Jeg kan med sikkerhed sige, at jeg har lagt alt det bag mig, men ikke glemt, for det vil altid være en del af mig. Jeg lever et rigtig dejligt liv i dag og elsker det uden at gå og være bange.