Hvad gør man som forældre, når ens barn ikke vil i skole? Det kan i starten måske synes “uskyldigt” og forveksles lidt med pjækkeri, men et ufrivilligt skolefravær kan udvikle sig og ende med at blive decideret “skolevægring”, eller det vi også kender som “bekymrende skolefravær”. Her handler det ikke om, at barnet pjækker og ikke orker at gå i skole, men om at barnet simpelthen ikke “tør”.

Barnets angst for at skulle i skole kan have mange årsager. Det kan stamme fra en separationsangst eller en social angst i forhold til at indgå i en klassesammenhæng grundet ubehagelige oplevelser, såsom mobning. Det kan også i nogle tilfælde handle om, at barnet måske har en uopdaget diagnose som autisme eller ADHD og derfor ikke kan fungere eller få fuldt udbytte af den læring og ramme, der er sat i det pågældende skolemiljø.

Jo længere tid hjemme, jo værre

Skolevægring ses ofte i forbindelse med ”overgange”, som kan starte helt fra overgangen fra Børnehave til 0.klasse, skift i forhold til at skulle i en ny klasse eller skole eller forandringer i familien, som påvirker barnet. Denne vægring vil ofte udvikle sig over tid og kan resultere i en isolation, hvor barnet fra at komme i skole af og til, eller flere gange om ugen pludselig isolerer sig i hjemmet. Barnet får et nyt liv så at sige, hvor det måske spiller computer på sit værelse, sover hele dagen eller laver andet, der ikke altid involverer andre eller jævnaldrende i sociale aktiviteter.

Men tiden i isolationen i hjemmet kan også være med til at bremse barnets udvikling og gøre tilstanden endnu værre. Barnet skærmer sig naturligt mod det, der er svært, og dette kan blive en ond og forstærkende faktor, der gør det endnu sværere at komme tilbage i skolen og ud i et socialt liv generelt.

Der kan også være andre årsager, som stammer fra oplevelser i hjemmet, som gør, at barnet føler, det skal være hjemme og følge med i en given tilstand. Uanset årsagen er det vigtigste her, at jo længere tid der går, hvor barnet ikke kommer i skole, jo sværere bliver det at skulle tilbage igen.

Rollen som omsorgsperson

I tilfælde af skolevægring eller bekymrende skolefravær kan vi som forældre blive usikker på, om det er ”mig eller os, der gør noget forkert”. Vi har ofte en drøm om, at vores børn skal klare sig godt og passe ind i skolen.

Når barnet begynder at vægre sig mod at gå i skole og måske ligefrem isolerer sig på sit værelse, bliver vi måske lidt uforstående eller skuffede, fordi vi ikke forstår. Vi kan måske skamme os som forældre midt i bekymringen, fordi vi tænker, at det er vores skyld.

Det kan være, vi presser barnet, fordi vi ikke forstår. Det kan også være, at vi bliver vrede og tænker, at det må være en dårlig skole, når vores barn ikke vil gå der. Her kan vores umiddelbare reaktion være, at vi må flytte barnet til en ny skole, men det er ikke altid blot ligetil, da dette også kan have konsekvenser for barnet. 

Det kan være svært at navigere rundt i, hvordan man skal håndtere sit barn i situationen. Hvordan får man barnet ud af sengen? Hvordan taler man med sit barn? Man kan som forældre vide nok så meget om sit barn, men der kan også opstå en skyldfølelse og en bekymring omkring, om der mon er sket noget, som man ikke selv har været direkte involveret i. Hvis barnet ikke kan eller vil sætte ord på, hvorfor det ikke tør gå i skole, så ved man jo ikke, hvor man skal starte.

Man kan også i denne proces være med til at vedligeholde barnet i en situation, hvor det er isoleret hjemme, fordi man som forælder ikke tør at presse det. Når barnet er ulykkeligt eller angst for at gå i skole, vil man ofte gøre alt for, at det føler sig tilpas hjemme og for at beskytte det mod det, det frygter.

Involvering af fagpersoner og kommune

Det kan være grænseoverskridende at skulle række ud efter hjælp, når barnet har isoleret sig på værelset eller nægter skolegang. Det kan også være, at man som forældre er bevidste om, at der allerede er eller har været en del skift i barnets liv fx i skolen, eller at dynamikken hjemme måske er udfordrende for barnet. Når man skal række ud efter hjælp, bliver man pludselig mere sårbar, og der kan opstå en form for angst for systemet. Denne ‘systemangst’ er helt naturlig, da man som forældre kan føle sig udstillet: ‘For hvad vil de tænke om mig eller os som forældre’? ‘Hvad kan der ske, når nogen opdager, at det er mig, der måske ikke er en ”god nok forælder”? Mange tanker kan melde sig i denne proces.

Hvem kan man kontakte

En god idé er altid at have en åben dialog med skolen, klasselæreren eller skolelederen. Man skal allerede kontakte skolen, når man begynder at fornemme, at der er noget på spil for barnet, og det ikke blot er sygefravær eller almindeligt fravær. Her må man være åben, da læreren kan have et andet billede af vores barns trivsel i klassen. Det kan også være, at skolen selv tager kontakt for at tale om barnets fravær og trivsel.

Derudover findes der Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) i alle kommuner i Danmark, som ofte bliver inddraget, når barnet udvikler en skolevægring og i nogle tilfælde også før. Det sker for det meste først efter noget tid med dårlig trivsel i skolen eller periodevis fravær. Det kan også være en god idé at kontakte PPR for rådgivning, når man ikke ved, hvordan man skal håndtere barnets angst for at gå i skole.

Kontakten til PPR eller kommune kan være med til at hjælpe barnet videre i systemet. Første skridt på vejen er dog altid en dialog med institution eller skole og herefter undersøgelse af årsagen til, hvorfor barnet har angst for at gå i skole. Såfremt denne dialog ikke er skabt, kan PPR også yde vejledning til forældre. De fleste steder i landet findes der også en anonym rådgivning i PPR, hvor vi som forældre kan søge råd og vejledning om næste skridt i forhold til barnets fravær og skolevægring.

Når forskellige faggrupper bliver involveret i barnets skolevægring, kan man som forældre måske få den følelse, at psykologer, pædagoger eller familierådgiver ’må kunne fikse barnets udfordringer’, så det kan komme afsted i skole igen. Men at få barnet tilbage i skolelokalet igen, er ikke blot at indsætte en fagperson med en ekspertise til at ordne problemet eller udfordringen. Ofte skal der flere indsatser til, som involverer både dem, der er omkring barnet i skolen og i en eventuel fritidsordning, men også de personer og det netværk, der er omkring barnet før og efter skole. Her er det vigtigt at inddrage hjemmet også.

Angst og andre diagnoser

Ved at involvere lærer, pædagog eller kommunen og PPR kan man opdage og undersøge, hvorfor barnet har en skolevægring. Men nogle gange er det ikke nok, og har skolevægringen varet længe trods forskellige indsatser fra fx PPR, må andre behandlingstilbud tilbydes eller inddrages. Oftest er det også nødvendigt at inddrage egen læge i forhold til længere tids skolefravær. Lægen kan også være behjælpelig med henvisning til psykolog eller psykiater.

Dette kan også være et behov, hvis barnet ikke blot har en angst for at gå i skole, men måske også har en anden diagnose, som er medvirkende til, at barnet har udviklet angst. Det kan være en diagnose inden for autismespektret eller ADHD, som viser sig, fordi barnet ikke kan indgå i de rammer, som en almindelig folkeskole har sat, men har behov for mere specialpædagogisk støtte.

Den uforudsigelighed, der kan være i den almindelige folkeskole, kan være svær for børn, der måske har en autismediagnose. Den dårlige oplevelse barnet får, når det ikke trives i skolemiljøet, gør, at det stresses og mister en grad af kontrol. Barnet får dårlig erfaring med skolemiljøet og oplever det at gå i skole som en dårlig ting i livet. De dårlige erfaringer gør det endnu sværere at skulle motivere barnet til skolegang.

Hvordan behandles skolevægringen

Når skolevægringen bliver lang, men også når den bliver kompleks, er det nødvendigt med dybere og mere gennemgribende undersøgelser for at finde rodårsagen. Det kan kræve et bredere og mere skræddersyet tilbud og ressourcer til at afdække årsagen og hermed finde den rigtige behandling for at forstå og afhjælpe skolevægringen.

Alt afhængig af rodårsag og kompleksitet vil det være relevant med en specialiseret indsats omkring barnet og familien. Somme tider vil en mindre indsats i det eksisterende skoletilbud være nok, men ofte er skolevægring langt mere omfattende og komplekst, hvilket kræver mere intensiv indsats og behandling. Hvis barnet fx har en autisme eller ADHD-diagnose og angst, er det ofte nødvendigt at sætte ind med flere ressourcer for at finde det rette skoletilbud, der kan understøtte barnet i en mere specialpædagogisk ramme.

Dette har Center for Skolevægring (CFS), som varetager indsatser til børn og unge med skolevægring, ekspertise i. Her arbejdes forebyggende og behandlende med specialisering i at arbejde med børn og unge, der har ufrivilligt skolefravær. I CFS tilbydes skræddersyede indsatser til børn, unge og deres familier fra tidlige forebyggende indsatser til mere indgribende indsatser. Ifølge Monica Lindberg, som er leder af CFS og VISO-specialist, er fokus at arbejde helhedsorienteret, afdække rodårsager til skolevægring samt implementere relevante interventioner og eventuel behandling. Det forebyggende arbejde påbegyndes oftest tidligere, hvor barnet udviser en angst for skolegang, men fortsat har en tilknytning til skolen og sociale miljøer. Er barnet mere forpint, og er problematikkerne mere komplekse, kan mere intensivt behandlingsarbejde være nødvendigt i dagbehandlingsregi.

Hos en stor del af de børn, der indskrives i CFS, ses skolevægringen ifølge Monica Lindberg i et sammenfald med diagnoser, som er inden for autismespektret, angst, belastningsreaktion og ADHD, og derfor er det vigtigt at målrette behandlingen. Tilgangen er overordnet altid en kombination af (special)pædagogik og psykologiske indsatser. Der kan ofte godt stå multiple ting i vejen for, at barnet eller den unge er klar til at starte i skole, fx stor modstand grundet mange tidligere nederlag i skolen, isolation over lang tid og angstproblematikker. Mange børn eller unge har også lav tillid til, at voksne fagpersoner kan imødekomme deres behov, fx tilpasse krav og tilgang til deres særlige udfordringer. De fremstår til en start med meget lavt funktionsniveau og stort støttebehov og i meget lav trivsel grundet lange perioder med overbelastning og mistrivsel i hverdagen. Derfor er det yderst vigtigt at gå langsomt og blidt frem, udtaler Monica Lindberg.

Det er ikke kun hos CFS, som primært holder til i Københavnsområdet under Behandlingsskolerne, hvor man kan få bevilget et behandlingsforløb. Der findes flere forskellige tilbud i landet, som har fokus på børn og unge med skolevægring. De mere komplekse og skræddersyede indsatser findes hos de aktører, der tilbyder dagbehandling. Der kan også søges rådgivning hos selve VISO, der hører under Socialstyrelsen, og som har specialister inden for socialområdet og specialundervisning.

Det er vigtigt at række ud

Det handler således om at finde rodårsagen ved at forholde sig åbent og nysgerrigt over for barnet eller den unges adfærd. Og det handler om at søge hjælp og vejledning, så der kan sættes tidligt ind med  forebyggende arbejde. Dette gælder både i forhold til en angstproblematik, og hvis barnet også har andre udfordringer. Vi kan som forældre stille spørgsmål til os selv, barnet, skolen eller søge efter specialister, der kan vejlede os. Det er vigtigt at række ud for at finde de mange veje frem mod årsagen og finde ud af, hvilken behandling der kan være mulig.

Artiklen er fra AngstAvisen nr. 79, december 2022