Introduktion
At være bange eller bekymret er en helt almindelig følelse. Den er nødvendig for, at du kan passe på dig selv og dine omgivelser. Men nogle unge oplever at føle sig bange og bekymrede næsten hele tiden.
I dokumentarfilmen hører vi, at det har stor betydning for ens liv og hverdag, hvis man føler og oplever angsten hver eneste dag.
Når man har det sådan, kan det være, at man har en angstlidelse og har brug for særlig hjælp og støtte til at få det bedre igen.
På de næste sider kan du blive klogere på, hvad angst er. Du kan lære, hvad man kan gøre, hvis man selv har angst, er ven med en, der har angst. Eller hvis man er søskende til en, der har angst.
Det er nemlig sådan, at hvis man forstår, hvad angst er, bliver man mindre bange for den.
Og hvis man ved, hvad angst er, kan man være en bedre støtte for den, der har angst inde på livet.