Forældre

Hvad er angst? - Forældre

Introduktion

At være bange eller bekymret er en helt almindelig følelse. Den er nødvendig for, at kunne passe på sig selv og hinanden. Men nogle børn og unge oplever at føle sig bange og bekymrede næsten hele tiden. Det er ødelæggende for deres liv. Når man har det sådan, kan det være, at man lider af angst og derfor har brug for hjælp og støtte til at tackle angsten og få det bedre.

På siden her kan du få mere viden om angst, og hvad man kan gøre, hvis man er forældre eller pårørende til et barn eller en ung med angst.

Hvis man forstår, hvad angst er, bliver man mindre bange for den.
Og hvis man ved, hvad angst er, kan man være en bedre støtte for den, der har angsten inde på livet og reagere i tide.

Tegn på angst

Det kan være svært at spotte og vide, om ens datter eller søn har angst. Samtidig kan det være svært at vurdere, hvor alvorlig angsten er. Alle børn og unge kan gennem opvæksten virke nervøse og ængstelige i kortere eller længere perioder. For langt de flestes vedkommende går det hurtigt over igen. De kan alle opleve at være bange og bekymrede over et eller andet fra tid til anden. Det er en helt almindelig form for angst, som de fleste kender til. Det er ikke det samme som at have en angstlidelse.

Som forældre bør man være opmærksom på forandringer hos barnet. Særligt forandringer, hvor der er tydelige tegn på mistrivsel.
Man bør handle på en bekymring ved at søge råd og hjælp til at få afklaret sin bekymring. Det kan dreje sig om henvendelse til skolen, en psykolog, den praktiserende læge m.fl..

Hvornår kan et barn eller en ung have brug for hjælp til sin angst?

1

Når angsten tager over og forstyrrer barnets og familiens hverdag.

2

Når angsten griber forstyrrende ind i barnets mulighed for at udvikle sig på lige fod med jævnaldrene.

3

Når angsten forhindrer barnet i at gøre ting, som det egentlig gerne vil.

4

Når angsten gør barnet ked af det og/eller meget irriteret.

5

Når angsten går ud over barnets skolegang, fritidsaktiviteter, venskaber og andre sociale relationer.

Fakta om angst

1

At føle angst er helt almindeligt. Angst er en følelse, der beskytter os mod farer.

2

For nogle sker det, at angsten tager over og fylder alt for meget. Så meget, at det er ødelæggende for ens liv.

3

Der findes flere forskellige former for angst.

4

Ingen kender det præcise antal børn og unge, der kæmper med enten en mild eller en svær form for angst.
Men undersøgelser tyder på, at op mod fem procent af alle børn og unge under 18 år lider af angst, som de behøver hjælp til og behandling for. Det svarer til ca. et barn i hver skoleklasse.

5

Angst hos børn er forholdsvist let at behandle.

6

Man kan blive helt rask og fri af angsten, men det er vigtigt at få hjælp og behandling i tide.

7

Ubehandlet angst kan udvikle sig til mere kroniske psykiske lidelser senere hen i livet.

Angst viser sig på forskellige måder

Angst kan føles, som om det kommer ud af det blå og vise sig på forskellig måde. Nogle børn og unge bliver meget kede af det og kan ikke koncentrere sig om noget over længere tid. De tænker og tænker og forestiller sig en hel masse, der kan ske, selvom der ikke er nogen fare på færde. De er bekymrede og tror måske, at der vil ske noget frygteligt eller væmmeligt med dem selv eller nogen i deres familie.

Selvom der ikke er nogen rationel grund til at være bange eller bekymret, kan det føles meget virkeligt for den, der lider af angst. Og angsten kan være svær at slippe igen. Man kan ikke bare slukke for tankerne eller glemme det eller tage sig sammen. Men man kan lære, hvordan man bedre kan håndtere sin angst i hverdagen, og hvordan man kan dæmpe den..

Fysiske symptomer på angst ses ofte som hovedpine og ondt i maven. Hjertet kan føles, som om det sidder uden på trøjen, fordi det slår så hurtigt. Pulsen er høj, vejrtrækningen hurtig, og det kan føre til kvalme og svimmelhed og en rysten i kroppen.

Mikael Thastum er professor i klinisk børnepsykologi og sundhedspsykologi og leder af Angstklinikken for Børn og Unge i Aarhus. I tre korte interviews giver han sit bidrag til forståelsen af et barn med angst.

Angst, behandling og hjælp til selvhjælp

Hvad kan man gøre som forældre til et barn, der måske har angst?

Når man har angst

Hvad består angsten af?

Man kan sige, at angsten består af fire dele, som modellen herunder illustrerer.

Modellen viser, at når man bliver bange og lider af angst, så reagerer man både kropsligt og psykisk. Og man reagerer ved at handle på angsten.

Prøv at give eksempler på de fire dele. Hvad kan det være?

  • Tanker eller forestillinger. Hvilke?
  • Fysiske reaktioner. Hvilke?
  • Følelser. Hvilke?
  • Handlinger, hvilke?

De forskellige angstlidelser

I det følgende gives en kort beskrivelse af de forskellige angstlidelser. Mange kan have flere angstlidelser, der overlapper hinanden, og ikke to menneskers angst og symptomer er helt ens, selv om der er mange fællestræk. Endvidere kan billedet kompliceres yderligere, hvis angstlidelsen optræder i forbindelse med en anden diagnose som fx ADHD eller depression.

10 % af befolkningen har en eller flere helt specifikke genstande eller situationer, som fremkalder en intensiv, irrationel angst, og som man derfor forsøger at undgå. Udsættes man for genstanden eller situationen, kan det fremkalde et regulært panikanfald.

Fobier drejer sig hyppigt om højder, insekter, større dyr, vilde dyr, læger, tandlæger, nåle, mørke, høje lyde, uvejr, vand, at flyve osv.

Fobien opstår ofte i barndommen og fortsætter gennem livet, hvis den ikke behandles. 90 % af fobierne bedres eller helbredes efter få timers kognitiv adfærdsterapi.

Fobien kan være så udtalt, at den kommer til at styre barnets adfærd. Barnet vil således søge at undgå situationer, hvor han eller hun kan blive konfronteret med det frygtede.

Forældre skal være opmærksomme på, at fobier kan indlæres. Frygter man fx selv edderkopper, og gør man gentagne gange barnet opmærksom på, hvor ”farligt” det lille dyr er, kan barnet kopiere angsten.

Separationsangst forekommer som en del af den normale udvikling hos det lille barn, fx når barnet skal afleveres i vuggestuen eller børnehaven og først efter en indkøringsperiode affinder sig med situationen. En reaktion på adskillelse i form af utryghed og evt. angst er altså forventelig. Hos nogle børn er separationsangsten imidlertid abnorm og fortsætter på alderstrin, hvor den normalt er forsvundet hos andre børn.

Tidligere blev tilstanden kaldt ”skolefobi”, idet separationsangsten ofte betyder, at barnet ikke vil i skole. Betegnelsen er dog misvisende, da det som regel ikke er faktorer i skolen, der udløser barnets angst, men derimod adskillelsen fra forældrene, der er det centrale.

Børn med abnorm separationsangst kan beskrive, at der bag deres symptomer ligger en stor angst for, at forældrene skal komme til skade, når barnet ikke er til stede. Barnet selv er ulykkeligt over ikke at kunne komme i skole og kan de fleste aftener have de bedste intentioner om at skulle derhen næste dag. Når dagen oprinder, er det umuligt for barnet at komme af sted, fordi angsten bliver for stor.

Hos det mindre barn kan reaktionen på adskillelse være voldsom. Barnet kan kaste med ting, råbe, slå eller græde, mens det større barn kan reagere med fysiske symptomer som hovedpine, mavepine eller opkastning. En tredjedel af de større børn med separationsangst udvikler depressive symptomer.

2-4 % af de 7-9-årige lider af separationsangst.

Man har tidligere været af den opfattelse, at kun voksne kunne rammes af panikangst, men man ved nu, at panikangst også kan ramme børn. Lige som voksne kan børn opleve voldsom hjertebanken, svimmelhed, åndedrætsbesvær, uvirkelighedsfølelse og angst for at blive sindssyge eller dø.

Det kan imidlertid være meget svært at stille diagnosen, dels fordi børn tit er flove og forsøger at skjule anfaldene, dels fordi de ofte har svært ved at sætte ord på deres følelser og ikke helt kan forklare, hvad de oplever. Nogle gange siger de måske bare, at de har ondt i maven.

Når panikangst rammer børn, er det oftest i forbindelse med konkrete situationer eller tanker, fx hvis barnet kommer til at tænke på det uendelige univers og finder det skræmmende, hvis det bliver bange for, at forældrene dør, eller hvis det har været involveret i et trafikuheld, som efterfølgende skaber angst.

Blandt unge forekommer panikangst hyppigere end blandt børn. Hos dem drejer angsten sig ofte om ikke at kunne få vejret eller at skulle kaste op.

Agorafobi vil sige angsten for at færdes uden for hjemmets tryghed.

Efter et panikangstanfald kan der hurtigt opstå en angst for, at det skal ske igen. Ofte vil barnet frygte adskillelse fra forældrene, blive bange for at gå i skole eller overnatte hos en ven.

Også den unges bevægelsesfrihed indskrænkes og kommer til at påvirke skolegang, venskaber og fritidsinteresser. Den unge der lider af agorafobi kan være selvmordstruet eller begynde at tage alkohol eller stoffer i et forsøg på at dulme angsten.

Sygdomsangst er en tilstand, hvor man er meget opmærksom på fysiske symptomer og ofte tolker dem som tegn på alvorlig sygdom. Lidelsen kan opstå hos et barn, fx hvis det selv eller en af dets nærmeste har været alvorligt syg, hvis en nærtstående person er død, eller barnet har mistet sit kæledyr.

Et barn eller en ung med sygdomsangst skal hele tiden bekræftes i, at der ikke er noget galt – enten af forældrene eller ved at gå til lægen. Men selv om lægen konstaterer, at der ikke er belæg for fysisk sygdom, vil angsten hurtigt vende tilbage igen, medmindre barnet eller den unge får hjælp til at tackle sine katastrofetanker og se mere realistisk på situationen.

Socialfobi er beslægtet med overdreven generthed, men mens generthed som regel fortager sig med alderen, så har socialfobi langt større konsekvenser, hvis den ikke behandles.

Ved socialfobi er barnet eller den unge ekstremt bange for at dumme sig i andres påsyn. Det kan være i forbindelse med spisesituationer, undervisningssituationer, fester, tale med autoriteter, tale i telefonen osv.

I de situationer barnet eller den unge frygter, er kroppen anspændt. Der kan være kraftig hjertebanken, tendens til let at fare sammen, få kvalme, rødme, svede, fryse, ryste eller få små tics af muskelspændingen ofte i nakke eller hoved. Og jo mere der kæmpes for at skjule disse fysiske symptomer, som opleves utroligt pinefulde, desto værre bliver de.

Barnet eller den unge med socialfobi vil ofte bruge undvigeadfærd og sige nej tak til socialt samvær, måske pjække fra skolen eller undgå at sige noget i timerne. Typisk vil der kun være en eller ganske få venner og meget af fritiden vil blive tilbragt i ensomhed på værelset med pc’en eller tv’et.

75 % af dem, der får socialfobi udvikler lidelsen, før de fylder 15 år.

Selektiv mutisme er en tilstand, hvor barnet på trods af normal sprogopfattelse og talefunktion ikke taler uden for hjemmet enten konsekvent eller i specifikke situationer. Barnet vil fremstå som tavst, ofte reserveret og afvisende samt socialt isoleret uden for hjemmet.

Hvis barnet ikke er vokset fra problemet inden tiårsalderen kan lidelsen blive kronisk, således at barnet må leve med socialfobiske symptomer, der vil præge det fremover, hvis der ikke søges behandling.

Mellem 0,7 og 0,8 % af alle børn i førskole- og skolealderen rammes. Tilstanden debuterer oftest i 3- til 6-årsalderen og opdages ofte, når barnet skal i skole. Piger rammes tilsyneladende hyppigere end drenge.

Et barn eller en ung med generaliseret angst bekymrer sig overdrevent om kommende hændelser og aktiviteter og er generelt urolig både for hverdagen og fremtiden. Klarer det skolen godt nok? Eller sporten? Er der mon nogen, der vil lege? Skal forældrene måske skilles? Er der nogen i familien, der bliver syge eller dør? Hvordan skal fremtiden forme sig? Bliver der krig? Naturkatastrofer? osv.

Det bekymrede barn stiller meget store krav til sig selv om at være perfekt, og er en hård dommer over sig selv, hvis det ikke lever op til sine egne krav. Barnet eller den unge kan også have meget svært ved selv at vælge og at tage beslutninger og vil ofte have behov for en usædvanlig grad af beroligelse fra forældre, lærere og andre voksne.

Barnet kan blive rastløst og anspændt, have svært ved at koncentrere sig, opleve søvnbesvær, hovedpine og mavepine samt andre fysiske symptomer, som ikke har en lægelig forklaring.

Flere børn med GAD vil uden behandling udvikle depression eller andre angsttilstande som kan blive kroniske.

3 – 6 % af alle børn lider af GAD.

Det er almindeligt, at børn kortvarigt under opvæksten kan have en periode med tvangssymptomer, fx at man ikke må træde på streger mellem fliser på fortovet, at man skal tage trappen i to spring o.l. Dette går oftest over igen. Men hos nogle børn udvikler tvangstankerne og -handlingerne sig i en grad, så det er belastende i hverdagen.

Tvangstanker kan dreje sig om, at nogle i familien eller et kæledyr vil dø, om snavs, smitte, bakterier, ulykker eller om at komme til at skade nogen.

Tvangshandlinger er en form for ritualer. Det kan fx være, at barnet vasker hænder igen og igen – helt til huden bliver skadet - for at vaske alle bakterier af. Det kan også være, at barnet tager alt sit tøj på og af igen et vist antal gange, før det til sidst må beholde tøjet på.

Med ritualerne forsøger barnet at kontrollere alt det farlige og forhindre det i at ske. Undlader barnet at udføre ritualerne, opstår der en stærk angst.

Som forældre er det vigtigt, at man ikke understøtter barnets ritualer. Hvis barnet fx har svært ved at slukke for vandet af frygt for at få nye bakterier på sig efter håndvask, nytter det ikke i længden, at forældrene forbarmer sig og slukker for vandet. Barnet skal i stedet have hjælp til at lære selv at turde slukke for vandet.

PTSD er en angstreaktion, der kan opstå, hvis barnet har været udsat for en traumatisk hændelse. Der kan være tale om en bilulykke, fysiske eller seksuelle overgreb, røveri, trusler, naturkatastrofer o.l. Erindringen er så pinefuld og kraftig fx i form af flashbacks eller mareridt, at den bliver ved med at forstyrre og ødelægge barnets liv.

PTSD medfører ofte et øget generelt angstniveau, der kan påvirke søvnen, humøret og koncentrationen.

Man ved ikke helt, hvorfor nogle mennesker udvikler PTSD, mens andre ikke gør det. Studier fra de senere år tyder dog på, at der som ved de øvrige angstlidelser findes en medfødt følsomhed.

Det kan også betyde noget, om barnet har fået støtte i familien efter en livstruende begivenhed. Hvis forældrene selv var med ved begivenheden og ikke har bearbejdet den, kan det være svært for dem at støtte barnet og tale om det, der er sket.

Barnet kan også selv undlade at tale om det skete for at beskytte forældrene.

Endelig kan et liv i et overbeskyttet eller i et utrygt miljø øge risikoen for udvikling af PTSD som følge af en traumatisk hændelse.